Et rigtigt familieliv

Transkript

1 For et år siden fik jeg en mail fra en gammel kæreste, hvor der stod, at jeg var far til en pige på ti. Nå ja, Nando, men du er jo også latino, siger jeg drillende. Ja, lidt cucaracha kakerlak er jeg. Nando og jeg griner indforstået til hinanden. Men Nandos mor griner ikke. Tina griner kun lidt, men det er vist mere af høflighed. Da vi har sagt farvel, slår det mig, hvor fordomsfuld jeg har lydt. Du er jo også latino, havde jeg sagt. Jeg reducerede Nando til den simpleste form for machismo, som går ud på at sprede så meget sæd i så mange kvinder som muligt. Selvfølgelig synes Julia ikke, den joke var spor sjov. Jeg har så travlt med at opdrage på andre og være politisk korrekt over for folk, når de omtaler min familie, og så siger jeg sådan til Nando. Hvor pinligt! Et rigtigt familieliv Klokken er allerede fem, men der er ingen grund til at tage hjem endnu. Aftenen er lun, og Bisi leger så godt. En far sætter sig ved siden af mig på bænken i legepladsen. Han smiler til Bisi i sandkassen. Er det din lillebror, som sover dér? spørger han, mens han kaster et blik på Flora i klapvognen. Jeg overvejer, om jeg skal vække Flora, for jeg tænker, at hun får svært ved at falde i søvn igen klokken syv. Jeg beslutter mig alligevel for at lade hende sove. Det er synd at vække hende nu. Nej, svarer Bisi, og griner flygtigt til manden. Det er min lillesøster. Er de sådan rigtigt søskende? spørger manden henvendt til mig. Jeg mener, har de samme mor? Ja, det er mine begge to, siger jeg og tager ikke blikket fra Bisi. 210

2 Manden rømmer sig. Nå, ja-ja, hmm, fremstammer han forlegen. Så får jeg lidt ondt af den mand, som jeg slet ikke kender og ikke har nogen grund til at beskæftige mig med. Når du spørger, om de er rigtige søskende, tænker du så sådan biologisk? Ja, det var dét, jeg tænkte på, svarer manden og ser straks lettet ud. Det er hverdagskost med alle de kommentarer og spørgsmål, som venter på at komme ud. Der er en eller anden misforstået forestilling om, at man har lov til at komme tæt på folks privatliv, når man har adopteret, at adoption er et offentligt anliggende. Hver gang det sker, aftaler jeg med mig selv, at jeg skal huske at stille tilsvarende spørgsmål tilbage til den spørgelystne. I mit inderste tankerum gentager jeg for mig selv: Næste gang en mand eller dame stopper op og spørger, hvor mine piger kommer fra, så vil jeg, i stedet for at svare, spørge dem selv, hvor han eller hun kommer fra: Land? By? Måske vil jeg gå så langt som til at spørge, om hun er vokset op med sine biologiske forældre, eller om hun har overvejet, om moderen havde en affære med postbuddet! Men det er endnu ikke lykkedes mig at svare igen med spørgsmål om folks privatliv. Det lykkedes heller ikke denne dag i parken. Til gengæld fortæller jeg mig selv, at jeg er blevet bedre til at undlade at svare på folks spørgsmål eller bare svare det, som jeg synes. Manden på bænken ser ikke længere på mig. Jeg tillader mig selv at være afventende, mens jeg holder fokus på børnenes leg. Men faderen på bænken lader emnet ligge og slår over i en overfladisk snak om forskellen mellem at bo på landet og i byen. Den er jeg med på, og vi får en halv time til at gå, mens vores børn lader sand glide ud mellem fingrene. 211

3 Tænk, Lars, siger jeg, da vi har spist og pigerne for en kort stund ser ud til at lade sig underholde af et puslespil på deres værelse. I dag var der en mor ved bussen, som sagde: Bisi og Flora er da ikke i familie, vel? Jeg havde lige hentet Flora i vuggestuen og stod med hende på armen og ventede på børnehavebussen. Hvad svarede du så? spørger Lars, mens han ser ud, som om han både vil grine og se alvorlig ud. Jamen, jeg tror vist, jeg blev lidt paf. Først ignorerede jeg hendes spørgsmål, men så fortsatte hun ubemærket sin tale: Jeg mener, de er da ikke rigtige søskende, er de? spurgte hun. Og så? spørger Lars og sætter sig på en køkkenstol. Ja, så svarede jeg bare: Jo, de er søstre, ligesom jeg er deres mor. Det var da et godt svar, siger Lars. Det synes jeg, men så fortsatte hun bare og sagde: Ja, ja, men de har jo ikke nogen anden forbindelse til hinanden, end at de begge to kommer fra Nigeria, vel? Jeg blev fuldstændig paf, men heldigvis ikke helt mundlam. Jeg gentog bare: Bisi og Flora er søstre. De er ikke biologisk relaterede, men de er rigtige søstre. Men du kan tro, at jeg havde lyst til at råbe: Hvad fanden mener du med, at de ikke har nogen relation til hinanden andet, end at de er født i Nigeria? Synes du måske ikke, at det tæller noget, at Flora har kendt Bisi hele sit liv og har sovet ved hendes side, siden hun var to måneder? Folk tænker ikke over det, de siger, griner Lars og ryster på hovedet. Næ, for ved du hvad, hun sagde, da jeg svarede, at de var søstre, men ikke havde en biologisk relation? Så sagde hun bare: Ja, men jeg synes jo også bare, at familie er dem, som man vokser op med. 212

4 Jeg er fyldt med for mange tanker til at kunne sætte mig i ro, men jeg tager en tår vand, inden jeg fortsætter min talestrøm: Hvis folk alligevel altid slutter af med at sige, at det kommer ud på ét, og ikke har nogen betydning, hvorfor er de så så ivrige efter at spørge, om de er rigtige søskende? Hvad er det for en rigtighed, der måles ud fra? Vi er jo en af de få kernefamilier, som er tilbage i København. De fleste familier er jo sammenbragte på kryds og tværs i dag. Alle de deleordninger og søskende, som er biologisk relaterede, men hvor det ene barn bor hos moderen og det andet hos faderen. Er de børn mere rigtige søskende end Flora og Bisi? Så sætter jeg mig alligevel ned. Men okay, jeg må selvfølgelig også indrømme, at jeg bliver mere irriteret på nogle spørgelystne mennesker, end jeg gør på andre. De gange, hvor det har vist sig at være en voksen adopteret, som har stillet spørgsmålet Hvor kommer de fra? eller Er de sådan rigtige søstre? så har jeg svaret dem uden at blive irriteret. Det er også, fordi I så deler en historie, kommenterer Lars. Ja netop, men det er jo også lidt strengt, at jeg reagerer så forskelligt. Det er ligesom, at Angela fra Nigeria gerne må kommentere, at Bisi har rytmen i kroppen, mens vuggestuen ikke måtte. Måske lidt ligesom, at en sort gerne må kalde en anden sort for nigger, men at en hvid straks stemples som racist, hvis han kalder en sort ved samme navn. Det er nok bare nogle uskrevne regler. Vi småsnakker, rydder af bordet og putter pigerne. Men mine tanker kan ikke slippe emnet, og kort efter får jeg det atter bragt op i mig. 213

5 Det er skægt, kommenterer ekspedienten fra Magasins børneskoafdeling, da foråret nærmer sig, og jeg er på udkig efter sko. Din store datter har str. 28 på højre fod og størrelse 29 på venstre fod. Og din lille har størrelse 23 på højre fod og størrelse 24 på venstre fod. Ekspedienten kigger op og smiler. Men det er helt normalt, fortsætter ekspedienten. De ting løber ofte i familien, og de er jo søstre! Ja, de er søstre, tænker jeg. Og selvom det netop i denne situation kunne være sjovt at tilføje, at de faktisk ikke er biologisk relateret, så gør jeg det ikke. Jeg bliver dagligt irriteret over folks fokus på biologi, nu skal jeg ikke selv fremhæve den. Min udvidede familie Lars, tjek lige denne mail fra Uyai. Det lader til at gå bedre med Erica og baby Etok. Jeg rækker ham min Iphone med mailen fra Uyai. For et par uger siden sendte jeg en mail til Life Foundation, hvor der stod, at vi havde overført et beløb til Etoks sponsorat. Bisi, lad lige være med at tage telefonen. Jeg skal lige læse noget, siger Lars og rækker Bisi en bamse i stedet. Hvad er det, far skal se? spørger Bisi Kan du huske den lille dreng i Nigeria, som du sender noget legetøj til en gang imellem? Ja, siger Bisi. Er der billeder på telefonen? spørger hun. Nej, Uyai har ikke sendt billeder denne gang, svarer jeg. Men hun fortæller, at drengen har det godt. Ska vi lege, Flora? spørger Bisi og tømmer posen med gårdsdagens køb af Barbie-dukkekopier. Men Bisi, siger jeg, og kigger opgivende på min svigermors gulvtæppe, som jeg for blot fem minutter siden ryddede for legetøj. I skal rydde lidt op, inden farmor kommer. 214