Langeland -atlas over byer, bygninger og miljøer

Transkript

1 Identifikation Kommunenr. 475, 481, 487 Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Kategori Dominerende træk i landskabet og overordnet bebyggelse (1) Lokalitet Landområdet Emne Landsbyer Registreringsdato forår 2002 Registrator JEJ/RM Sted Langelandsområdet Arkiv nr. Løbenr. 04 1

2 Sammenfatning Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Landsbyer Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langelandsområdet Landsbyerne fra middelalderen udgør alle steder i landet et centralt element i det bebyggede kulturlandskab. De anlagdes for de flestes vedkommende i perioden ca og har som hovedregel været stedfaste siden. Lokaliseringen i landskabet afspejler derfor de vilkår, som herskede i anlægstiden og som vedblev at dominere gennem de følgende mange århundreder. Ved udskiftningen o. år 1800 overgik landsbygårdene fra fælles til individuel omdrift. De enkelte gårde og huse tildeltes egne faste jordstykker efter en generel landmåling. Gårde med fraliggende jord udflyttede som regel fra landsbyerne, der i løbet af 1800-årene mere eller mindre tømtes for deres oprindelige bebyggelse, alt afhængig af udskiftningsformen og de stedlige vilkår. De ledige grunde opfyldtes i stedet af huse og anden bebyggelse efter hvert steds muligheder. På Langeland er Strynø og Tranekær eksempler på en radikal forandring, andre landsbyer blev til små oplandscentre eller funktionsudtømtes. Fyns Amt har foranstaltet en undersøgelse af amtets landsbyer med henblik på deres reliktmæssige og typologiske værdier. De synlige spor fra middelalderen består for det meste i placeringen i landskabet, men ofte har landsbyerne bevaret den oprindelige struktur i form af bygader. Bebyggelsen afspejler derimod i høj grad tiden efter udskiftningen - kirkerne undtagen. Middelalderlandsbyernes generelle kulturmiljøværdier er således af strukturel karakter og samlet set af væsentlig betydning for Langelandsområdet. Mange af Langelands landsbyer fremstår med åbenbare arkitektoniske kvaliteter. Bebyggelsen består som oftest af en blanding af ikke udflyttede gårde og huse. Mange af landsbyernes bygninger afspejler forskellige historiske byggeperioder. Mange gårde er opført i bindingsværk med strå på taget i den for Langeland karakteristiske trelængede udgave. De vigtigste landsbyer er kirkebyerne, som vist på ovenstående kort. Men også mindre landsbyer som Kragholm, Hennetved, Hesselbjerg skal fremhæves på grund af deres klare typologi og bebyggelsesstruktur. 2

3 Pederstrup er anlagt som udflytterby fra Nørre Longelse ved foden af en bakke mod øst. Landsbyen Botofte er en gammel adelby, hvis landsbypræg står i et specielt forhold til nabobyen, residensbyen Tranekær. Kortet viser Langelands gamle vejsystem og landsbyernes placering i forhold hertil. 3

4 Naturgrundlag Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Landsbyer Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langelandsområdet Landsbyerne findes i hovedsagen langs det indre af øen, hvor naturgrundlaget og klimaet var det bedste for landbrug. Det langelandske landskab rummer iøvrigt kun få begrænsninger for landsbyanlæggelse. Begrænsningerne har været mest fremtrædende på øens nord- og sydspids på grund af de udbredte skovområder (Hov og Magleby sogne). På Hov går markskellene fra kyst til kyst. Kortet viser Langelands gamle vejsystem og landsbyernes placering i forhold hertil. 4

5 Kulturhistorie Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Landsbyer Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langelandsområdet Fra middelalderens begyndelse og indtil udskiftningen omkring år 1800 var landsbyen med dens tilhørende jorder drevet i dyrkningsfællesskab langt det mest fremherskende element i kulturlandskabet. Fællesskabet bestod i at gårdmændene dyrkede landsbyjorden inden for et overordnet driftssystem. Til det var markjorden inddelt i områder, vange (lerede jorde i østdanmark) eller tægter (sandede jorde i vestdanmark), som blev besået eller hvilede i et fast sædskiftemønster. Den enkelte gård havde sine agersstrimler fordelt over hele markjorden, så alle fik andel i de enkelte områders gode og dårlige partier. Hver gård dyrkede således sine egne agre, men inden for rammerne af en fælles omdriftsform. Til landsbyerne hørte desuden eng, overdrev, tørvemoser og skov. Udnyttelsen af disse ressourcer måtte også ske efter fælles vedtægter og inden for rammerne af deres bæredygtighed. Den enkelte gårds rettigheder bestemtes i princippet som en andel af landsbyens samlede ressourcer. Hovedparten af Langelands landsbyer ligger langs det indre af øen, hvor kystskovene gav læ og et bedre klima, og terrænet var mindst vådt. Landsbyerne langs midten af øen ligger ofte midt i deres ejerlaug, mens de mere kystnære landsbyer ofte findes i udkanten af deres ejerlaug længst væk fra stranden. Hovedparten af landsbyerne har form af de slyngede veje som løber igennem dem, andre er vejfortebyer eller regulerede vejbyer. Kun Strynø by var en regulær forteby, som ved bebyggelsesudvikling efter middelalderen udviklede sig til en forteklyngeby. Landsbyernes kulturlandskab bestod typisk af bebyggelsen med markerne omkring, opbrudt af småstrækninger med vandhuller, enge, moser, småskove og heder i overensstemmelse med jordbundsforholdene. Med udbredelsen af en sognestruktur på landet i 1100-årene blev 14 af adelbyerne kirkebyer med præstegård. Strynø sogn opstod i 1500-årene, Hov sogn i På grund af befolkningstilvækst gennemgik landbruget i perioden ca en generel omlægning fra at være overvejende baseret på kvægbrug til at blive overvejende agerbrugsbaseret og langt mere intensivt drevet. Landsbyerne havde tidligere kun haft et beskedent agerbrug med vekslende afgrøder og braklægning i kombination med kvægdrift. Jernalderen igennem kunne landsbyerne derfor flyttes og blev det med jævne mellemrum af år. Middelalderens langt mere intensive agerbrug med faste marker og afgrøderotation gjorde det hensigtsmæssigt at landsbyerne lå stationært på markjorden eller på grænsen mellem marker og engflader. I og 1100-årene flyttede Langelands daværende ca. 30 landsbyer fra jernalderen til steder på deres ejerlaug, som var velegnet for det nye agerbrug. Fra disse adelbyer udskiltes hen mod 50 nybyggergrupper. De slog sig ned på områder af moderlandsbyens jord, som med fordel kunne 5

6 opdyrkes. Anlægstiden klingede af inden overgangen til 1300-årene. Derefter opstod kun enkelte nye landsbyer på fraliggende overdrev og i skovområder. Langeland har kun få rydningsbyer, bl.a. Strynø som blev koloniseret i 1300-årene. Man ved dog ikke om det skete fra Langeland. Man kender ikke meget til de sociale forhold i landsbyerne de første to til tre århundreder af middelalderen. I flere af dem fandtes formentlig en eller to sædegårde som drev et større landbrug ved hjælp af husmænd og smågårdsfæstere. Fra 1300-årene udbredtes det senere kendte godssystem af større udflyttede hovedgårde med et tilhørende fæstegods, utvivlsomt som en videreførelse og videre udvikling af ældre forhold. Efter hovedgårdenes udflytning bestod landsbyerne ofte af jævnstore fæstegåde, som på Langeland og Strynø var ret små, mellem 2-4 tdr. htk., på grund af de rigelige ressourcer. Mange steder gennemførte godsejere en omfordeling, så gårdenes andele blev ens og dermed lettere at administrere. Sådanne egaliseringer kendes overalt i landet, men de optræder hyppigst i de frugtbare egne med mange hovedgårde. På Fyn blev ca. hver fjerde landsby egaliseret i til 1700-årene. Langelands mange mindre hovedgårde med spredt strøgods og en del selvejergårde medførte at egaliseringer var sjældne i 1600-årene. Men i 1700-årene forekom de, og især i forbindelse med udskiftningen foretoges en del. Strynøs ca. 50 bøndergårde blev egaliserede ved midten af 1700-årene. Opdelingen i to kategorier af ca. 15 større og 35 mindre besiddere videreførtes ved udskiftningen i 1810, og den står stadig i øens udskiftningsfigur som et jordfast aftryk af fortiden. Det samme forhold gør sig gældende overalt på Langeland og i det øvrige Danmark, men er på vej til at udgå af kulturlandskabet på grund af familiebrugets afvikling. På Langeland var antallet af gårde det samme ved år 1900 som ved midten af 1600-årene (ca. 760). I 1700-årene nedlagdes en del fæstegårde og jorden henlagdes under nyoprettede avlsgårde, og fæstegårde nedlagdes også ved egaliseringer. Når antallet af gårde på Langeland alligevel var nogenlunde stabilt skyldes det, at nedlæggelser blev modsvaret af nyanlæggelser i skovområderne på Hov. Antallet af huse på Langeland kendes ikke i 1500-årene, men typisk for kystnære egne synes det at have været ret højt. I 1610 udgjorde de skattepligtige huse således 40% af de skattepligtige enheder under Tranekær len. Men med hovedgårdsdriftens udvikling og befolkningens tilvækst gennem og især 1700-årene steg antallet markant. I 1805 optaltes 1027 huse på Langeland mod 644 gårde, og i 1903 var der ca. tre gange flere huse end gårde. Udskiftningen omkring år 1800 betød et ophør af det middelalderlige driftsfællesskab. Ved en gennemført omstrukturering af jorden fik den enkelte gård sit tilliggende samlet på en eller nogle enkelte marker. Hvis de lå et stykke væk fra landsbyen, kunne det være fordelagtigt at udflytte når gården alligevel trængte til en om- eller udbygning. Udskiftningen på Langeland gennemførtes i tidsrummet ca Dermed opdeltes landsbyejerlaugenes jord i de blokke som kendes i dag, 6

7 og nye forbindelsesveje anlagdes over markerne. Matrikelskellene kom til at danne skelet for stendiger og senere for læplantning. Så længe landbrugets strukturforhold var stabile, forblev skellenes kulturlandskab det også. Men det havde sin rod i det familielandbrug, som blev ganske almindeligt i senmiddelalderen. Med de sidste par årtiers stadig stærkere strukturændringer i retning af større og mere industrialiserede landbrug er udskiftningstidens kulturlandskab med dets endnu ældre rødder kommet under pres, og det vil langt fra alle steder være økonomisk hensigtsmæssigt at opretholde det. Med udflytningen tømtes landsbyerne mere eller mindre for deres gårde og jordbesiddende huse. Kirker, præstegårde og skoler vedblev at ligge i landsbyerne, som bevarede en centrumfunktion i forhold til udflytterne. Mange steder opfyldtes de ledige tofter af nytilkomne huse. Fra årenes slutning udviklede nogle landsbyer sig til oplandscentre med mejeri, butikker og håndværkere. Langelandsbanen fra 1911 lettede etableringen af butikker og mindre lokale virksomheder i stationsbyerne. De trafikstrategisk set mest centralt beliggende kunne udvikle sig til lidt større områdecentre. På Sydlangeland blev Humble på grund af sin midtstedsbeliggenhed på Sydlangeland en lille stationsbycentrum med butikker, erhverv og administration. Der findes kun få landsbyer på Langeland med velbevarede træk fra tiden før udskiftningen. I Fyns Amts landsbyundersøgelse fremhæves især Kragholm, Ny Skrøbelev og Herslev. De øvrige er mere eller mindre præget af udflytning og senere funktionsforandringer. Tranekær repræsenterer en radikal funktionsforandring fra beskeden landsby til residensby i årene for den store hovedgård. Strynø by er andet eksempel på funktionsforandring fra almindelig landsby til bosted for et udbredt lag af sømandshusmænd. Landsbyer i nærheden af større hovedgårde fik ofte mange landarbejderhuse. Det mest almindelige var at landsbyerne fik en blandet bebyggelse og at de blev omdannet til små lokalcentre med butikker og erhverv for en egen befolkning og et opland af udflyttere. Enkelte bebyggelser med særlige kulturmiljømæssige og landskabelige værdier præges i dag af deres brug i en fritidsmæssig sammenhæng. Landsbyernes kulturhistoriske hovedtræk er således komplekse og dækker en lang periode af fortiden. Fra middelalderen er det selve lokaliseringen i landskabet og landsbyernes former, som oftest står tilbage, mens de bebyggelsesmæssige hovedtræk i hovedsagen afspejler udviklingen fra 1800-årene. 7

8 Landsbytyper Slynget vejby. Terrænbestemt bebyggelse, der følger en vej, som slynger sig gennem landskabet. Reguleret vejby. Gårdtomterne fordeler sig regelmæssigt i næsten samme størrelser på begge sider af en vej. Vejklyngeby. En udbygning af en slynget vejby, hvor gårde og huse ligger i en uregelmæssig klynge langs et mere eller mindre kompliceret gadenet. 8

9 Forteby. Landsbyen er opbygget omkring en indre plads foran gårdene. En forteklyngeby er en forteby, hvor forten er blevet bebygget. Uregelmæssig vejforteby. En vejklyngeby opbygget omkring en fortelignende gadeudvidelse. Skovbygd. Bebyggelsen er opført efter forudgående skovrydning. Der er ofte relativt få gårde og ingen struktur i deres indbyrdes placering. Tegninger efter Hastrup

10 Arkitektur og bebyggelse Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Landsbye Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langelandsområdet Mange af Langelands landsbyer fremstår med åbenbare arkitektoniske kvaliteter. Bebyggelsen består som oftest af en blanding af ikke udflyttede gårde og huse. Enkelte landsbyer, som Hesselbjerg på Sydlangeland er karakteriseret ved beliggenheden af mange gårde inde i landsbyen. Andre landsbyer omfatter hele netværk af bysamfund, som afspejler den historiske udvikling. Fx Store Snøde, som er en oprindelig kirkelandsby, Lille Snøde som er en udflytterby herfra og endelig Snøde Udflytter som repræsenterer en mere udflydende bystruktur af udflyttede gårde. Mange af landsbyerne bygninger afspejler ligeledes forskellige historiske byggeperioder. Mange gårde er opført i bindingsværk med strå på taget i den for Langeland karakteristiske tre-længede udgave. Senere tiders byggeskik afspejler sig først og fremmest i materialevalget, hvor teglstenen har været dominmerende. Hennetved er opført på et areal, Der er ryddet for skov i middelalderen. Landsbyen Hesselbjerg er en udflytterby fra Humble. Den er karakteristisk ved sine mange gårde inde i landsbyen. 10

11 Den trelængede gård har mange fine repræsentanter på Langeland. Brandsbyvej 36 indtager en hel særlig plads på grund af sin lidenhed. Bækkebovej 3 er en større udgave af den trelængede gård. Gården ved Påø Strand ligger på hatbakkens læside. Landarbejderboliger ved Nedergård. Bedre Byggeskiks hus i Snøde. 11