18. søndag efter trinitatis I Salmer: 2, 12, 691, 54, 57, 696

Transkript

1 18. søndag efter trinitatis I Salmer: 2, 12, 691, 54, 57, 696 Helligånden oplyse sind og hjerte og velsigne ordet for os. Amen Når jeg underviser mine konfirmander, har et af temaerne de seneste år været Gud ganske enkelt og ligetil skulle man synes. Konfirmanderne har på forskellige måder, med ord og billeder, prøve at beskrive deres forestilling om Gud, først barndommens gudsbillede og senere den nuværende forestilling om hvem Gud er. Når man sidder 25 mennesker sammen, med det ene udgangspunkt at beskrive Gud, så bliver det ret hurtigt klart at der er næsten lige så mange forskellige beskrivelser som der er personer i lokalet. Det indtryk man i løbet af sådan en time får af Gud, er meget bredt og til tider også selvmodsigende. Begreber som for eksempel aktiv og passiv, som vi i de fleste sammenhænge vil opfatte som hinandens modsætninger, syntes at passe på Gud. Men hvorfor er det ikke muligt at give et enslydende og fyldestgørende portræt af hvem og hvordan Gud er? Forklaringen må findes i, at vi ikke med vores ord eller i vores begrebsverdener hverken kan beskrive eller rumme Gud til fulde. Ja ikke engang når vi er mange sammen, kan vi indfange hvem Gud er.

2 I den gammeltestamentlige tekst fra profeten Esajas, som vi hørte læst op i begyndelsen af gudstjenesten, står der: Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige? Det er netop pointen, der findes ikke noget der kan stilles lige med Gud eller som kan sammenlignes med ham, og derfor bliver konfirmandernes og alle vi andres beskrivelser af Gud, så forskellige. Tror man det er muligt at beskrive Gud og skabe et fuldstændigt billede af ham, så har man skabt en afgud. Gud giver sig kun til kende i brudstykker, som vi aldrig vil kunne samle til et helt billede. Men hvad skal vi så svare når nogen stiller spørgsmål til hvordan Gud er eller hvad det er for en Gud vi tror på? skal vi blot sige at det umuligt at sige noget om Gud, da ingen nogensinde har mødt ham? Hvis vi vælger den løsning kan vi risikere at få et distanceret forhold til troen. Og derfor er vi også nødt til at tale om Gud og om alt det vi tror og tænker om ham, og vi kan gøre det, fordi vi som kristne bekender at Jesus er Guds søn, og at han i Matthæusevangeliet siger: ingen kender faderen undtagen sønnen. Igennem Jesus kan det altså lade sig gøre at sige noget om hvem og hvordan Gud er. I dagens evangelium, er farisæernes spørgsmål til Jesus derfor meget relevant, for svaret på det spørgsmål, er med til at give en større forståelse af Gud. Hvad er det største bud i loven?

3 Jesus fremhæver to bud, som han siger at hele den øvrige lov skal hvile på, og det er de to bud der skal være selve grundlaget for vores liv. Det bliver påbudt os at elske Gud af hele vores hjerte, men på linje med det bud, står buddet om at vi skal elske vores næste. Man kan beskrive det dobbelte kærlighedsbud, som et koordinatsystem, hvor en pil peger opad og en pil peger til siden. Vi skal altså rette vores kærlighed opad til Gud, men samtidig er det åbenbart også vigtigt ja måske endda vigtigt for Gud, at vi retter kærligheden udad til vores medmennesker, vores næste. Vi kan ikke nøjes med den ene del, for så fylder vi ikke vores liv ud. For nogle år tilbage blev der i Gellerupparken vest for Århus, et sted med en meget multikulturel og multireligiøs befolkningssammensætning lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt beboerne. Man ønskede at finde ud af beboernes forskellige opfattelser af tro, og man ønskede også at kunne sammenligne særligt kristne og muslimers tilgang til henholdsvis kristendom og Islam. Spørgeskemaet var udført af en sociolog og rummede alt lige fra holdninger til tørklæder og til det at bo i et multietnisk område. Nogle af spørgsmålene gik på det personlige gudsforhold og et af dem lød: på en skala fra et til ti, hvor stor en plads har Gud i dit liv... Da man fik spørgeskemaerne tilbage, var der en markant forskel i besvarelsen af lige præcis det spørgsmål, når man satte kristnes og muslimernes svar op overfor hinanden. De muslimske beboere havde stort set alle svaret ti, mens de kristne lå på omkring fem, nogle lidt mere andre lidt mindre.

4 Den umiddelbare konklusion var den, at danskere er et sekulariseret folk, for hvem Gud eller religion ikke betyder så meget. Nok har man et forhold til Gud, men det er lidt lunkent, eller der er hvert fald andet der fylder lige så meget i den enkeltes liv. Det er meget muligt at det er sådan det hænger sammen, men sætter vi de kristnes svar i spørgeskemaundersøgelsen i forhold til den tekst som vi har hørt i dag, om det dobbelte kærlighedsbud, ja så kan vi måske foretage en anden konklusion: Ifølge Jesus skal Gud vel sådan set ikke fylde mere end det halve i vores liv. For som det hedder i teksten: Du skal elske Gud, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, men det er ikke det eneste for der er et andet bud, som står lige med det, du skal elske din næste som dig selv. Vi kan altså ikke bare fylde hele vores liv med Gud. For vi lever ikke isoleret i verden. Vi lever her sammen med mennesker, der også har brug for os i hverdagen, der også kræver vores nærvær og opmærksomhed. Derfor er det dobbelte kærlighedsbud også noget af det mest centrale ved det at være kristen. Vi kan ikke nøjes med den ene del. Hvis vi alene vender blikket opad, eller kun tegner stregen opad i koordinat systemet, ja så bliver vores liv smalt eller snævert. Det er vigtigt at vi også retter os udad til vores medmennesker, for på den måde fylder vi livet ud også i bredden. Vi må altså have begge sider med og prøve at give de to lige meget vægt, for de to bud står, som Jesus siger lige med hinanden.

5 Begge bud handler om kærlighed for det er hvad kristendommens kerne består af. Af kærligheden der rækker ud til næsten og rækker op til Gud. Derfor er Jesus utvetydig når han taler om Gud. Ordene vi har hørt i dag er talt til farisæerne, men de sprænger sig alligevel gennem tiden og henvender sig til os. Over et hvert bud og enhver lov, er kærligheden. Sådan ser Gud på os og sådan ønsker han at vi skal se på hinanden. Jesus taler med autoritet og skaber i sin tid, en helt ny leveregel. Farisæeren og de skriftkloge var forvirrede over hvor han havde den autoritet fra. Men Jesus kendte deres tanker, og han kom farisæerne i forkøbet, ved at spørge: Hvad mener I om Kristus, hvis søn er han? Farisæerne svarede som bekendt, Davids. Det er sådan de gammeltestamentelige profetier taler om Messias eller Kristus. Men Jesus gør det klart at deres opfattelse ikke er dækkende. For Kristus er ikke kun Davids søn han er samtidig Davids Herre, en dobbelttydig rolle. Man forstår godt at det svar lukker munden på farisæerne. Måske lukker det også munden på os. For det er fuldstændig ubegribeligt, ja lige så ubegribeligt som det er, at vi kan hæfte modsatrettede begreber på Gud. For det er det samme vi siger, når vi holder fast i, at Kristus er helt menneske og helt Gud. Ikke halvt af hver, men begge dele lige meget. Jesus har altså autoritet fordi han er sand Gud, samtidig med at han er helt menneske, og med menneskelige ord, beskriver hvordan vi skal forholde os til Gud og hinanden.

6 Vi kan ikke begribe eller forklare Gud, men vi kan nå frem til en stykkevis erkendelse, fordi vi gennem hans søn bliver ført en del af vejen. I Jesus møder vi det fuldkomne menneske, der på alle måder lever op til det dobbelte kærlighedsbud og i det viste han sin guddommelighed. Derfor har han autoritet og derfor kan han give os løftet om, at Guds kærlighed overvinder vores utilstrækkelighede, også når vi i hvert vores liv, kommer til kort overfor det dobbelte kærlighedsbud. Amen.